Mange af Danmarks hjemmehørende arter af sommerfugle er truet, sårbare eller helt forsvundet.

Der er to store grunde til, at sommerfuglene er i krise: Sommerfuglene har for få steder at leve, og der bliver brugt for meget sprøjtegift og gødning i haverne.

Marker, skove, haver og andre grønne arealer er for ensartede, og hvor der før var plads til mange forskellige planter, er der i dag kun få planter hvert sted. Det er et problem for alle de sommerfugle, der er afhængige af helt bestemte arter af planter for at yngle og finde føde.

Lav din græsplæne om til en vildeng

Køb vildeng med en masse forskellige danske blomsterarter. Sommerfuglene og bierne vil elske dig for det - og du vil elske din nye farverige og levende have.

Du kan også plante vildeng i dine bede.

Køb insektvenlig blomsterblanding her

Sådan får du flere sommerfugle i din have

Du kan hjælpe sommerfuglene og få mange flere flotte og farvestrålende sommerfugle i din have. Og gør du noget godt for sommerfuglene, gør du automatisk også noget godt for mange andre dyr. Alt du skal gøre er at forvandle din have til et levested for sommerfugle.

Sådan gør du:

  1. Drop al gift og gødning der hvor du vil gøre din have sommerfuglevenlig. Gift og gødning bidrager til at ensarte og favorisere bestemte blomster, men du vil gerne have flere forskellige blomster. Derudover viser undersøgelser, at gift påvirker vilde planter negativt. Gødning kan du bruge i din køkkenhav
  2. Plant nektarrige blomster såsom musevikke, merian og almindelig knopurt, der blomstrer på forskellige tidspunkter af året, i din have. Så er der altid mad til sommerfuglene i din have.
  3. Glem ikke sommerfuglelarverne! Sommerfugle lægger æg på bestemte planter, og når larverne er kommet ud, skal de også have noget at spise. Lad derfor brændenælderne gro til admiral, dagpåfugleøje og nældens takvinge og løgkarse til kålsommerfuglene og aurora.
  4. Lav vinterly til sommerfuglene (og mange andre insekter). De overvintrer f.eks. i brændestabler, kvasbunker o.lign.

Kom i gang! Her kan du læse en guide til, hvordan du laver en sommerfugle-venlig blomstereng med vilde danske blomster.

Bliv medlem og støt biodiversiteten i Danmark

Som medlem af Danmarks Naturfredningsforening støtter du vores arbejde for mere og rigere natur i Danmark.

Sådan kommer du i gang med at hjælpe sommerfuglene


Få sommerfugle på altanen eller terrassen

Det er slet ikke umuligt at tiltrækker sommerfuglene til din altan eller tagterrasse. Sommerfuglene skal bruge mange af de samme planter på din altan, som vi anbefaler til sommerfugle i haven ovenfor. Og ellers gælder det om, at du planter blomster, der blomstrer på forskellige tidspunkter af sæsonen.


Hvorfor er sommerfugle truet? Se video

Derfor skal du hjælpe sommerfuglene

12 ud af vores 75 hjemmehørende sommerfuglearter er forsvundet, og yderligere 14 arter er så truede, at de også risikerer at forsvinde. Det har forskere fra Aarhus Universitet kortlagt på den danske liste over truede arter kaldet Rødlisten. Den seneste rødliste er udarbejdet i 2019.

Der er to store grunde til, at sommerfuglene er i krise: De har for få egnede levesteder med de plantearter som især deres larver skal bruge, og der bliver brugt for meget sprøjtegift og gødning. Derfor er det en god idé, at du holder din have fri for den slags.

Vidste du?

Sommerfugle er ikke de eneste insekter, der er pressede.

På 25 år er tre ud fire flyvende insekter forsvundet fra Tysklands naturområder, viste en stor undersøgelse fra 2017.

Om det er sommerfugle, bier eller andre insekter, så er problemet altså det samme. Der er ikke nok plads og mad til dem.

Derfor hjælper du samtidig mange andre insektarter, når du gør en aktiv indsats for sommerfuglene.

Se her, hvordan du laver gode insekthoteller til insekterne i din have